torsdag den 5. juli 2012

Frugthaj til vuggestuen

Sigurd fyldte to år den 22. juni og i den anledning lavede jeg en frugthaj til vuggestuen. Vuggestuen har en nul-sukker-politik og der må derfor kun serveres frugt til fødselsdage. Ideen har jeg fået fra Pinterest. Jeg havde afsat 1,5 time til projektet, men det tog under 10 minutter at lave den! Det er overraskende let at skære en vandmelon ud i forhold til et græskar. Jeg lavede den aftenen før og på selve dagen blev den fyldt med alverdens udskåret frugt til stor glæde og overraskelse for alle børnene.

onsdag den 29. februar 2012

Sættekasse

Så blev den endelig færdig!

I lørdags var jeg til kreadag for bloggere, arrangeret af Anna med bloggen LaRaLiL og Line med bloggen Xo Ein Ding.
Det var helt fantastisk at møde så mange kreative kvinder samlet på ét sted. Det kan varmt anbefales at tage afsted - også selvom man ikke kender nogen i forvejen. Alle var meget imødekommende og snakken flød frit. Jeg har levet højt på oplevelsen lige siden og jeg glæder mig allerede til forhåbentligt at se nogle af alle de skønne kvinder igen.

Jeg sad og arbejdede på denne sættekasse, som er en gave til min venindes søn, der snart fylder to. Men jeg må uden tvivl også lave en til min egen dreng!



mandag den 20. februar 2012

Legekøkken

Jeg synes, at legekøkkener er intet mindre end fantastiske! Jeg drømte om at eje et som barn, og den drøm blev opfyldt adskillige gange af min bedstefar, der lavede komfur og skabe af store papkasser til mig.

Efter en tur i Ikea, hvor jeg så deres legekøkken, blev jeg inspireret til at lave et selv til min søn. Jeg fik overtalt min mand, der er god med en hammer og så gik vi ellers i gang. Jeg skønnede projektet ville vare en weekend og min mand mente det nok nærmere ville tage et kvart år - han fik desværre ret! Men det var det hele værd og vores søn elsker det.

Udgangspunktet er en kommode fra Ikea, der hedder RAST til 75kr. Dertil har vi tilføjet en mdf-plade som bagbeklædning og ovn- og skabslåge. Armaturet er fra Silvan og håndvasken et gammelt fad fra genbrug.


Det hele blev malet i en frisk gul farve udvendigt, tapetseret med blomstret retrotapet og afsluttet men maaange lag lak. Invendigt malede jeg ovnen sort og skabet blåt. Det viste sig at være en rigtig god ide med lakken, da han ikke just er en forsigtig dreng;)



Lyset i ovnen er diodelister fra Ikea. Min mand har fræset plexiglasset ind i ovnlågen nede på HUSET i Aarhus.
Al strøm kommer fra et blybatteri, der er gemt godt væk fra pilfingre inde i køkkenet. På den måde kan vi flytte det rundt uden at tænke på ledninger, der stikker ud.


Overskabene er bambusbogkasser fra Netto og lyset under dem er batteridrevne lys fra Netto. Kogepladerne er coasters fra genbrug og drejeknapperne til dem er hjulene fra en legetøjsbil i træ fra et loppemarked.


Nu står det og pynter flot i vores stue til stor glæde for både børn og voksne:)

Nu springer jeg ud i det!

Efter at have danset om den varme grød i mange måneder, er jeg endelig klar til at lave det første indlæg på min blog. Jeg har det sidste års tid fulgt adskillige krea-blogs, og er blevet meget inspireret af alle de kreative ideer, der bliver ført ud i livet her i blogland. Jeg selv har masser af ideer og en alenlang to do-liste, men det kniber med at få tingene lavet. Derfor har jeg nu oprettet en blog. Den skal være min motivation og mit fremvisningssted. Endvidere vil jeg krydre bloggen med opskrifter, da jeg elsker både at spise og lave mad.

Blogging er helt nyt for mig og mit blogdesign lever ikke helt op til mine ønsker, men mon ikke der kommer styr på det med tiden? For nu er det vist nok bare at komme i gang og få fyret nogle indlæg af. På lørdag skal jeg nemlig til Krea-dag for bloggere, arrangeret af Anna, der har bloggen LaRaLiL, og inden da skal de andre deltagere have mulighed for at besøge min blog.